Avening Stutteriet 

Ulla Løje, Stutteri Abildore, August 2003

Miss Enid Glasier, Avening Stutteriet, skriver om starten på sit stutteri i den første udgivelse af det lille magasin “The Southern Shetland Pony Club Magazine” – forløberen for det nuværende og meget flottere “The Shetland Pony Stud Book Society Magazine”. Dette nummer udkom i foråret 1964 og var redigeret af Miss N. Du Port, Tanglewood, Hampshire i England, som udsendte 3-4 blade om året, til stor glæde for medlemmerne af den lille klub og Shetlandsponyelskere, lige indtil julen 1968, hvor Miss du Port desværre meddelte, at hun måtte give op på grund af sit svigtende syn. Heldigvis havde det Britiske Shetlandspony forbund indset nødvendigheden af et magasin for foreningen og havde overtaget hendes strålende arbejde med udgivelsen af deres eget magasin allerede i foråret 1968 og stod derfor parat til at opfylde tomrummet.

Miss Enid Glasier, som boede i Essex i det østlige England, skriver, at hun som barn og ung tilbragte sine efterårsferier i Skotland. Det var på en af disse ferier, at hun fra sit soveværelsevindue for første gang så en flok små ponyer i alle farver, der græssede i parken. Ponyerne tilhørte en hestehandler fra Aberdeen, som opkøbte dem på Øerne og havde dem gående i parken, indtil de blev solgt. Enid blev så betaget af de små ponyer, at hun udvalgte en sort hoppe, som blev sejlet fra Aberdeen til London og derfra transporteret med tog til hendes hjem i Essex. At Enid Glasier var født i 1898 forklarer nok transportvanskelighederne!

Ponyen blev trænet for vogn og kørt i en smart grøn vogn med røde hjul – en costercart – og var til stor fornøjelse for Enid, så da Enid næste år var på besøg i Skotland, købte hun en rødbroget, ifolet hoppe til selskab for den sorte. Ret hurtigt havde hun nu 4 ponyer, ingen af dem var showponyer, men de gav hende uendelig mange glæder og en kærlighed til Shetlandsponyen, som varede resten af hendes liv.

Miss Enid Glasier registrerede sine ponyer første gang i 1927, og i 1929 flyttede hun sit lille stutteri fra Essex til Avening i Cotsworld Hills vest for London, hun skiftede ved denne lejlighed stutterinavnet Parndon ud med Avening. På dette tidspunkt havde hun ponyer i alle mulige farver – sorte, brune og brogede. Efter nogle år i Avening flyttede hun stutteriet til sit endelige hjem, Tanners, Shipton Moyne i Gloustershire, men hun bevarede stutterinavnet Avening.

Under krigen måtte Enid, som så mange andre, aflive en del af sine ponyer, fordi de bedste græsmarker skulle pløjes op, men hun var i stand til at beholde 6 et-års hopper og kunne således bevare de bedste blodlinier til krigen var overstået. Enid Glasier ønskede at starte et stutteri udlukkende med røde ponyer, og ved at bruge sin egen hjemmeavlede hingst, Avening Jupiter (1410), som var rød med lys man og hale, og med hjælp fra Sir John Hammond, der rådgav hende om farveavl, blev hendes røde stutteri opbygget. I flere år var Enid konsekvent og solgte, til andre opdrættere, alle føl, der ikke var røde, og ved at bebytte Jupiter til røde hopper, fik hun en flok i den røde farve, hun havde drømt om.

I 1959 købte hun så den cream-dun Carola (4854) fra Lady Estella Hope, South Park. Denne hoppe blev stammoder til alle hendes cream-dun ponyer. Carola fik mange glimrende føl indtil hun desværre måtte aflives i en alder af 23 år. Hun var en ret stor hoppe med et smukt hovede og store udtryksfulde øjne, lys cream-dun med en markeret rødlig ålestribe. Carolas døtre var i farvere lys cream-dun til en mørkere abrikos farve. Denne gamle dunfarve går helt tilbage i stamtavlerne til den første stambog, hvor Lady Estella Hope importerede en lys dun hoppe fra øerne, og denne attraktive farve er bevaret gennem alle generationerne.

Enid Glasier med Avening Carolina og Avening Charlie Girl som føl 1968

Den dun farves historie i ponyavlen er interessant, skriver Enid Glasier i 1964. Det fortælles af en opdrætter, som har studeret de oprindelige farver, at Nordboerne, som invaderede Orkney- og Shetlandsøerne samt Hebriderne i de tidlige århundrede, medbragte ponyer af Skandinavisk oprindelse, som var dun. Det er interessant at notere, at de primitive vildheste fra Centralasien også var dun farvede.

Enid Glasier slutter med denne hyldest til sin flok: "Når græsset er grønnest om sommeren og solen skinner på ponyerne er de røde og cream-dun en herlig flok at se på – den ene farve klær den anden" – og jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret! Enid Glasiers ponyer har glædet mange, både i hjemlandet og besøgende fra udlandet. Den Franske opdrætter, Louis de Pas, skriver i magasinet, at det var et betagende syn, da 15-20 hopper i disse farver kom løbende imod ham under egetræerne!

Dette var Enid Glasiers egne ord om Avening Stutteriet taget fra det lille magasin fra 1964 – mig bekendt har hun aldrig udtalt sig før eller siden, udover en kort notits fra julenummeret 1967, hvor hun meddeler, at Avening Jupiter var blevet aflivet i aug 1967 – på grund af nedslidte tænder og vægttab. Han havde gået i stod med sine sædvanlige hopper hele sommeren. I sit lange liv fik han 143 levende føl, de fleste røde eller cream-dun, han efterlod sig 30 registrerede sønner i Storbritanien, Canada, USA, Frankrig og Østrig, og mange af hans døtre blev eksporteret til udlandet bl.a. til os i Danmark. Dette er ret imponerende, eftersom Enid Glasier aldrig annoncerede eller udstillede sine ponyer – vores dommer gennem flere år, Thomas Myles, udtalte, at hun var en ret eksklusiv dame! Hun var dog utrolig trofast overfor køberne af hendes ponyer og elskede at høre nyt om deres ve og vel. Uanset at hun ikke reklamerede for sig selv og sit stutteri, og at dette ikke er meget omtalt i litteraturen om Shetlandsponyavlen, findes der ikke ret mange stamtavler på røde ponyer, hvor man ikke kan finde en Avening pony et eller andet sted bagud i afstamningen. Ville opdrætterne have rødt, som blev meget populært efter krigen, gik vejen ofte gennem en pony fra Avening, selvom ikke alle store, velkendte stutterier bryder sig om at indrømme det! Den lille misundelse trives også i Storbritanien.

 Avening Jupiter

Det meget kendte stutteri, South Park, købte således den nok mest berømte Jupiter søn, den cream-dun Avening Davy Crocket (1736). Lady Estella Hope Trængte til fornyelse, og da hingstens bedstefar, Ferdinand (1307) også cream-dun, gik tilbage til South Park ponyerne, representerede Davy Crocket en dejlig krydsning af forskellige familier og farver. Han gav mange gode døtre, og ved brugen af denne hingst, blev en ny generation af South Park standard hopper født.

Af andre Jupiter sønner kan nævnes Avening Clown (1614) – ifølge vores tidligere dommer, Joan O’Brien på Annwood stutteriet, en stor meget flot cream-dun hingst med hvid man og hale. På Ardmair stutteriet virkede Avening Charlie Fox II (1867), Avening Golden Pippin (1705) på Annandale og Avening Palladin (2703) på Highwood, men også stutterierne Ebony, Lockinge, Marshwood, Southley og sågar Trancy har benyttet Avening ponyer.

Enid Glasier 87 år og Avening Carolina 34 år

Miss Enid Glasier måtte opgive sit stutteri i 1986, hvor hendes sidste hoppe, Avening Carolina (5177)  blev aflivet i en alder af 35 år, og hun selv var 88 år gammel. Det var et hårdt slag for hende, da hun forblev ugift og barnløs, bortset fra et par elskede gudbørn, og ponyerne ganske naturligt havde udfyldt hendes liv. Jeg selv havde den glæde at skrive sammen med hende lige siden vi købte de to hoppeføl, Avening Charlie Girl (S464) som var cream-dun, og den røde Avening Jinny Cricket (S465). Senere købte vi også hingsteplagen Avening Colossus. Jeg har ligeledes utrolig megen glæde af hendes stambøger helt tilbage til 1926, som hun forærede mig, da hun opgav sit stutteri. Jeg ved, at det glædede hende meget at tænke på, at vi førte hendes cream-dun farve videre i Danmark. Hun var i sine sidste år næsten blind, men blev boende  på sit landsted med sin elskede have lige indtil hun døde i januar 2001 – i en alder af 103. Miss Enid havde set frem til at blive 100 år idet det i England er ensbetydende med at man får gratis renovation!

 Avening Colossus SH 71, 3 år gammel.

Han blev eksporteret til Sverige i 1972, da han kun var 85 cm og for lille til vores brug.

 Avening Charlie Girl, S464 - med Abildores Elliot,

som blev eksporteret til Sverige som føl.